EkoNord 2009

Mens der blev afholdt NOC på 1. sal i Svenska Mässan, var der næsten 200 udstillere på Interfood 2009 i stueetagen.

Interfood er et af de vigtigste mødesteder for alle i fødevareindustrien. En meget stor del af udstillingen blev delt med EkoNord, som er det største komsammen for alle der er interesseret i økologisk, regionalt og lokalt producerede fødevarer.

Det forhindrede dog ikke udstillere i også at præsentere mere eksotiske varer som f.eks. BioAmazons Acai-vitality drink.

Men der var selvfølgelig mange lokale produkter som f.eks. brød der blev lavet af kornarter som Dinkel og Emmer.

Alt fra vin, ost, kaffe, te, juice, müsli og chokolade kunne man gå rundt og smage på. Og så var der altid tid til en lille snak med sælgeren om produkternes historie.

Kan økologisk jordbrug brødføde verdens befolkning?

Det er en stor diskussion i alle de nordiske lande, om økologisk jordbrugsmetoder kan brødføde verdens befolkning, og derfor var det også et oplagt emne for en af konferencens workshops.

Og svaret er: Ja, økologisk jordbrug kan brødføde verden. Det viser flere og flere undersøgelser, der er gennemført i de senere år, og derfor ser FAO (FN’s fødevareorganisation) også positivt på at udbrede den økologiske driftsform ikke mindst i udviklingslandene.

Peter Einarsson fra Ekologiska Jordbrukere i Sverige fandt, at det er mere relevant at spørge: Hvordan skal verdens befolkning brødfødes, når den fossile æra slutter? (og det gør den snart).

De konventionelle metoder baserer sig på kvælstof, der er udvundet ved hjælp af store mængder fossil energi og dertil bruges fosforgødning, hvor reserverne snart er opbrugt. Når det sker, hvad skal så sikre fødevarer til en verdensbefolkning, der sandsynligvis er en halv gang større end den nuværende?

Der er god grund til at sige, at kun økologiske / bæredygtige dyrkningssystemer kan give os et håb om at fremtiden ikke ender i et totalt kollaps i verdens fødevareforsyning.

Det er en udbredt antagelse, at de rige lande producerer et overskud af fødevarer, der kommer de fattige lande til g ode. Der blev fremlagt flere illustrationer, der på slående vis viser, at det tvært om er de fattige lande, der forsyner de rige lande med fødevarer ved at levere billige foderstoffer.

Den vigtigste vej til at brødføde fattige mennesker i udviklingslandene er at sørge for, at de har adgang til jord og vand og såsæd og til lokale markeder. Det er meget politisk, men der er flere og flere undersøgelser, der viser, at bønder i de fattige lande har mere ud af økologiske metoder, fordi de bliver mindre afhængige af dyre input som kunstgødning og sprøjtemidler. Det demonstrerede Panneer Peramaiyan, der er fra Indien og for tiden gennemfører sit Ph.d. studium ved Århus Universitet, gennem konkrete studier af indtjeningen hos økologiske og konventionelle bønder tre forskellige steder i Indien.

Hvad kan vi gøre her i de nordiske lande?
Vi kan arbejde for at mere af ulandsbistanden er målrettet økologiske og bæredygtige systemer.
Vi kan undgå produkter, der stammer fra de værste dele af de ikke-bæredygtige dyrkningssystemer (f.eks. GMO-soja og palmeolie).
Og vi kan først og fremmest udvikle vores egen fødevareproduktion, så den er bæredygtig og økologisk. For fattige lande vil fortsat stræbe efter at blive som de rige.

Erik Fog

Hvordan får vi flere konventionelle landmænd til at vælge økologisk produktion?

Det blev diskuteret på en workshop, og det er slående, at problemstillingen er meget parallel i de nordiske lande. Der er hvert år en del, der holder op, og det er svært at få nye producenter til at gå ind i økologisk produktion – også selvom markedet for økologiske produkter til stadighed udvikler sig, og man kan få en bedre driftsøkonomi som økolog.
Der blev diskuteret muligheder for at gøre viden om økologisk produktion tilgængelig for konventionelle landmænd og konsulenter. Der blev diskuteret muligheder for at lave fælles faglige arrangementer for økologiske konventionelle landmænd, så man kan lære af hinanden, uden at det skal handle direkte om omlægning eller ej.
Men den mest spændende diskussion kom til at handle om, at der er behov for at udvikle modeller for større og moderne produktionsenheder, der kan drives økologisk med god indtjening, så der er attraktive fremtidsudsigter med økologisk produktion for både nuværende og ikke mindst de unge, der skal overtage produktionen.
Det var der stor interesse for at arbejde videre med, og interesserede blev bedt om at kontakte undertegnede, så vi kan komme i gang med at finde midler til et fælles udviklingsprojekt.

Erik

Hvordan trives øko landbrugets dyr?

Workshoppen s formål var et give indspil til strategier til forbedring af velfærden hos øko husdyr. 3 indledere (alle forskere og veterinærer) gav et oplæg, som beskrev udfordringerne i svensk øko landbrug.
Det svenske økologiske husdyrhold er mindre end i Danmark – både hvad angår antal besætninger og besætningsstørrelsen. Undtagen for økologiske æglæggere – der ligner de to landes produktionsomfang hinanden til forveksling. Så det gør problemerne med trivsel og helse også, hvorimod de andre driftsgrene kæmper med de samme problemer, som vi gjorde for 5-10 år siden.
I mælkeproduktionen er det store celletal og stor udsætning pga mastitis. Til gengæld er køernes livslængde 12 % længere end konventionelle køer. Men svenske økokøer yder også 1000 kg mælk mindre. Indlederen påstod ligefremt,at større besætninger og høj produktion er en trussel for dyrevelfærden, og at det er tvivlsomt om økologisk produktion øger dyrevelfærden.
For svin og høns er der problemer med parasitter og benskader, samt infektioner såsom rødsyge. Diskussionen udspandt sig på bedste veterinære vis om, at mulighederne for at behandle var alt for begrænsede.
Hmm – økologi handler vel om at forebygge og undgå at helbrede. I det hele taget virker det som om at øko grise- og høsnebesætninger har glemt at sædskifte er roden til al godt i økologisk landbrug. Hvis man avler den samme afgrøde år efter år efter år – så får man jo sædskiftesygdomme. Hvorfor skulle det være anderledes for dyr som går på de samme arealer hele tiden, så smitteveje ikke kan brydes?
Vejen ud af alle elendighederne ligger i, at vi i de nordiske lande i fremtiden laver samarbejdsprojekter til beskrive løsningsmodeller for de forskellige driftsgrene. Så kan nordmænd og svenskere undgå at gentage de samme dumheder, og vi kan få ekstra inspiration til imødegå de udfordringer, som stærkt stigende besætningsstørrelser nu udgør for dyrevelfærden.

Søren Nilausen