fredag den 23. marts 2007

Auf wiedersehen fra Stuttgart


Konferencerne er ved at slutte, og snart tager vi rejsen nordover. Jeg håber at kunne komme på et tidligere fly end oprindeligt planlagt, men det ved jeg først, når jeg står i Frankfurt lufthavn. Claus har desværre mistet sin billet, så det skal vi også forsøge at ordne.
Det er har været spændende at følge den summende øko-aktivitet her på Uni-Hohenheim. Masser af poster, foredrag, udstillinger af bøger, pjecer osv. Jeg har også købt et par tyske bøger om økologisk planteavl med hjem. Der har ikke været mange rådgivere her, for som flere har fortalt mig, så er de ikke interesseret i foredrag, der er for videnskabelige. Men hvordan kommer disse resultater så videre, spørger jeg. Nogle af de få rådgivere, der var her, har efterlyst et system, som vi har i Danmark på Landbruginfo. Så selvom vi også kan blive bedre i Danmark til at formidle, så er der måske et endnu større behov hernede.
Næste QLIF-konference holdes sammen med IFOAM-konferencen i Italien d. 16.-20. juni 2008. Der vil vejret nok være bedre end her i Stuttgart, hvor jeg i morges næsten ikke kunne trække min rullekuffert i gennem sneen. Så hvis man er til en stor øko-begivenhed i smukke omgivelser, dejligt vejr, god mad og spændende kultur, ja skal man måske til at "spare sammen" til en tur til Modena, Italien i 2008.
Jeg takker af her, for snart er jeg uden for trådløst netværk, og så vil jeg ønske læserne af denne blog for god weekend. Har du kommentarer eller spørgsmål til noget af det skrevne, så tøv ikke med at skrive.
Auf wiedersehen.
Michael

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start