tirsdag den 20. november 2007

Bare se at komme i gang

Mørke skyer i horisonten og spændende muligheder for det økologiske jordbrug beskriver i få ord indlæggene i starten af den svenske økologikonference: Mat i nytt klimat.

Alt tyder på, at olieproduktionen topper i disse år, og at det vil udløse meget mærkbare prisstigninger på energi. Det vil påvirke landbruget både direkte gennem øgede omkostninger og indirekte gennem øget brug af jord til bioenergiproduktion, således som vi allerede ser det.
De mørke skyer handler om, at det vil øge priserne på mad overalt i verden, og det vil give social uro og stort politisk pres på at gøre noget for at sikre fødevareforsyningen. Det handler også om, at disse forandringer ser ud til at komme ganske hurtigt i løbet af de kommende år. Så der er brug for handling nu.

De spændende muligheder ligger i, at økologisk jordbrug på mange måder er et godt svar på disse udfordringer.
James Twine fra Soil Association i England udtrykte det sådan, at et klimavenligt jordbrug er karakteriseret ved:
- Det er økologisk
- Det producerer til lokale markeder
- Det producerer efter de naturlige sæsoner
- Det sælger friske og uforarbejdede produkter
- Det suppleres med skånsomt fiskeri
og forbruget af kød bliver mindre men af god kvalitet.

Efter indlæggene havde jeg en samtale med Erik Steen Kristensen fra Århus Universitet, der også deltager i konferencen.
Han pointerer, at vi i Danmark er godt med i forhold til tilpasning til klimaforandringerne, hvor vi har fordoblet levestandarden med et nogenlunde konstant energiforbrug. Men han pointerer også, at det haster med den videre udvikling. Satsningen på bioethanol er CO2-mæssigt en fejludvikling. Det vil være bedre at udvikle biogasproduktionen – allerhelst fra økologisk planteproduktion og fra biomasse høstet fra naturarealer. Men også udnyttelse af træproduktion til bioenergi er der vigtige potentialer i.
Det er bare med at komme i gang – eller rettere videre.

Erik

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start