onsdag den 21. november 2007

Kan vi spise os til en bedre fremtid?

Et emne på konferencen er forbrugsmønstre og livsstil – hvordan kan det ændre fremtidens klima?

Der er ingen tvivl om, at vores storforbrugende livsstil er det, der genererer de store mængder af drivhusgasser. Er løsningen så blot, at vi skal lægge vores livsstil om?

Nogle af de hyppigt fremførte udsagn er, at vi skal satse på lokal fødevareproduktion og spise mindre kød.

Konferencen belyste dette med nogle undersøgelser, der viste:
- at den enkelte forbruger ofte har svært ved at vælge de rigtige fødevarer – ud fra et klimasynspunkt – for de er ikke tilgængelige, eller det er ikke muligt for forbrugeren at afgøre, hvilken fødevare der er mest "klimavenlig".
- at lokalt produceret fødevarer ofte distribueres med et lige så højt energiforbrug som gennemsnitlige fødevarer i supermarkederne, fordi der køres med alt for få produkter pr. tur i den lokale distribution.
- at forbrugere, der handler direkte med producenten på markedet, ikke får et bedre kendskab til produktionen end andre forbrugere.
- at der skal udvikles systemer til at mærke fødevarer, så forbrugerne kan vælge klimabevidst.
- at der skal udvikles systemer til at optimere fødevaredistributionen, så CO2-udslippet minimeres
- at internetbaseret handel har en række fordele, men at der også skal tages højde for den bevidsthed og det engagement som opstår, når forbrugere og producenter får direkte kontakt med hinanden.

Det er ikke så enkelt. Men der kan findes løsninger, når praktikere og forskere sætter sig sammen og udvikler disse. Det kunne være godt at få økonomer og politologer med i det arbejde, for mon ikke der skal økonomiske incitamenter til, før det rykker?

Erik Fog

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start