Italiensk økoleverandør er dansker
Han har i flere år arbejdet som konsulent for virksomheden BioItalia, som er en sammenslutning af flere mindre producenter, som leverer økologiske varer.
BioItalia sælger produkter inden for pasta, tomatkonserves olier og vin m.v.
Ulrik Lauridsen er især på BioFach for at få kontakt til storkøkken- og cateringområdet i Danmark. I Sverige er catering, fx skolekantiner et stort område, men det er ikke så udviklet i Danmark.
- Økologien er nået noget videre i Danmark end i Italien, hvor bevidstheden om miljø og økologi ikke er nær så stærk som i Danmark, fortæller han, mens han byder på en smagsprøve økorødvin.
Lige ved siden af standen for BioItalia driver virksomheden en af de helt hotte italienske restauranter på BioFach, som mange gæster bruger i løbet af messen.
- Se lige over i restauranten, ham der står og serverer. Det er vores administrerende direktør Giovanni Di Constanzo, som også driver olievirksomheden, der leverer til BioItalia, beretter Ulrik Lauridsen.
Han har boet 21 år i Italien og har en fortid i COOPs Italien-kontor, hvor arbejdet bestod i kontakt til leverandører m.v.
I dag er han blandt andet konsulent for BioItalia. Hans mange år i vores sydlige EU-nabo har givet ham et andet blik for tingene i Danmark. Han oplever fx at den måde supermarkederne er indrettet på i Danmark, i høj grad fortæller noget om danskernes madvaner.
– Jeg var en tur i Danmark ved juletid og benyttede lejligheden til at besøge en række supermarkeder. Jeg var chokeret over det store område, som slik og chokolade optager af butikkernes samlede areal. Sådan ser supermarkederne ikke ud i Italien, hvor sortimentet inden for dagligvarer er langt bredere end i Danmark, fortæller han.









